Om Ebeltoft og Havnen

Den 21. Januar 1301 tildeler Kong Erik Menved Ebeltoft borgerne retten til at drive handel og søfart og byen udvikler sig derfor hurtigt til en driftig sø-købstad.

Omkring 15-1600 tallet havde Ebeltoft en glansperiode med en handelsflåde på mere end 40 skibe, men de forskellige krige i den periode var hård ved byens skibe.

Oprindeligt bestod havnen kun af en anløbsbro på pæle, men det gav store problemer på grund af pæleorme, så i 1756 blev broen forbedret med sænkekasser.

Først i 1821 blev den ”nye” havn bygget, på initiativ af daværende byfoged  J. C. Stockfleth, og den er stadigvæk næsten uforandret.

Havnen udviklede sig snart med flere småindustrier med relation til handel og fiskeri.

I perioden 1934 til 1975 blev der drevet et bådeværft med egen bedding som stadigvæk er i brug.

Fiskeriet har altid været vigtigt for byen, og under besættelsen var der ikke mindre end 43 hjemmehørende fiskekuttere i Ebeltoft.

I dag er der kun et par stykker tilbage og dem skal der værnes om.